DEUK
contact@lundgreens.com
+45 70 26 88 55

Dollaren i inflationens storm

Dollaren i inflationens storm

5
(1)

Teaser: Den store fokus på inflation har også givet fornyet stof til diskussionen om retningen for dollaren, herunder om den eneste reservevaluta i verden ligefrem står foran et regulært styrtdyk.

Dollarens andel af reservevalutaerne hos verdens centralbanker er faldet gennem de seneste 25 år. Opgørelser fra Den Internationale Valutafond (IMF) viser denne udvikling hvert år, og således udgør dollaren nu knap 60 pct. af de samlede reserver hos centralbankerne, hvilket, som nævnt, er det laveste i 25 år. Dette virker jo som et validt argument i vurderingen af, at dollaren er ved at møde sit endeligt, men sandheden er, at f.eks. for 20 år siden fyldte dollaren ca. 70 pct. af de samlede reserver. Så ændringen i sammensætningen af reserverne er i realiteten en meget langsom bevægelse, og derfor påvirker denne udvikling valutakurserne ganske lidt, og signalet i ændringen er heller ikke signifikant.

En anden måde at relativere argumentet om dollarens status som reservevaluta, er ved en sammenligning med formuen i den private sektor. Vores egen seneste sammentælling af de samlede reserver hos centralbankerne viser reserver for ca. 15.000 milliarder dollar, hvilket er en betragtelig sum. Men, hvis man f.eks. inddrager estimaterne fra den årlige ”The global wealth report” fra den schweiziske storbank Credit Suisse, så var væksten i den globale private formue / wealth på hele 36.000 milliarder dollar i 2019. Nu var det år særligt solbeskinnet, men tallet udtrykker trods alt blot ændringen i den samlede formue globalt hos private investorer, hvilket skal sættes i forhold til centralbankernes samlede reserver. Jeg fremdrager denne relativering fordi jeg ganske enkelt har et forbehold over for nogle af de argumenter der inddrages i diskussionen om dollarens retning i tiden.

Høj inflation er helt sikkert en trussel mod en stabil valuta, hvor USA er kommet i fokus med sin høje inflation (grafik et). Lige nu er inflationen stigende over hele verden, hvilket gør det svært at hævde, at en bestemt økonomi eller valuta er i en udpræget risiko på grund af den høje inflation. Derfor giver denne udvikling ikke umiddelbart anledning til, at jeg ændrer mit syn på dollaren. Grafik to viser dollarudviklingen overfor en kurv af valutaer, og man ser, at dollaren har tabt fire til fem pct. i forbindelse med Covid-19 krisen, dog vurderer jeg bevægelsen som inden for almindelige udsving.

En del af den nuværende bekymring for dollaren er baseret på meget langsigtede udviklinger, som f.eks. udviklingen i centralbankreserverne. Disse langsigtede kræfter giver ikke investorer svar på retningen for dollaren resten af ​​dette år, og en eventuel forskel i inflationen rundt om i verden vil heller ikke foranledige større korrekturer mellem de største valutaer i år. Jeg forventer, at skulle dollaren tage en ny retning i de kommende seks måneder skal det forårsages af andre kræfter.

Det globale valutamarked har dog et dysfunktionelt element, fordi den kinesiske renminbi ikke er frit flydende. Med en svag økonomi og delvis negative renter i Eurozonen kombineret med voksende bekymring over udsigterne for den amerikanske inflation, ville resultatet under naturlige forhold være en kapitalstrøm mod Kina. I løbet af de sidste 3 uger har denne kapitalstrøm fundet sted og sendt renminbien op på det højeste niveau i tre år overfor dollaren.

I et frit flydende valutamarked er jeg overbevist om, at bevægelsen ville have været meget større, men nu er der en teknisk grund til, at valutamarkederne forbliver ret stabile. Midt i den makroøkonomiske diskussion opstår der derfor en pragmatisk forklaring på det ret stabile valutamarked. Flere investorer overvejer helt givet en delvis tilbagetrækning ud af dollaren, men euroen er langt fra den mest attraktive destination, hvilket igen resulterer i en blokeret situation, som delvist forklarer, hvorfor der ikke etableres nye langsigtede bevægelser i valutamarkedet.

Ser man på grundlæggende årsager til, at en valuta kan bevæge sig og, hvor reaktionen kan komme meget hurtigt så er der to vigtige situationer, som jeg giver særlig opmærksomhed. En ekstraordinær stærk krise eller frygt bevæger investorer, men disse to situationer fører ikke nødvendigvis til de samme markedsreaktioner. I en stærk krise (krig, global katastrofe, meget store terrorhandlinger etc.) vælger investorer, virksomheder osv. at have et højt likviditetsberedskab. Det skaffer man bl.a. ved at sælge finansielle aktiver, og derfor kan meget gældsatte lande blive ekstraordinært presset. Da USA har udviklet sig til en gigantisk debitornation, skal man derfor ikke blive overrasket, hvis dollaren falder i sådan en situation.

Det er ikke umuligt, at nogle investorer i tiden øger deres bekymring mere for en egentlig stærk krise, mens andre investorer mere frygter uro og derfor søger den sikre havn. Som nævnt, argumenterer jeg, at de to kræfter modvirker hinanden, skønt det ikke virker intuitivt logisk. Yderligere et lod i skålen til dollarens fordel er ganske enkelt det højere renteniveau i USA, specielt i forhold til euroen.

Jeg er ikke i tvivl om, at under normale omstændigheder ville der for længst have været startet nye lange bevægelser i valutamarkedet, men ”normal” er sat ud af spillet. Samlet set er min vurdering derfor stadig ret udramatisk, hvor en mindre dollarsvækkelse er en mulighed, men mit primære scenarie er fortsat relativt beskedne udsving.

How helpful was this article?

Click on a star to rate it!

Average rating 5 / 5. Vote count: 1

No votes so far! Be the first to rate this post.

Leave a Reply

Related Content
Editor's Choice