UK
contact@lundgreens.com
+45 70 26 88 55

Filippinsk økonomi på vej frem igen

Filippinsk økonomi på vej frem igen

5
(1)

Teaser: Covid-19 er langt fra overstået på globalt plan, men det er realistisk at tale om tiden efter Covid-19 krisen og sågar er flere lande nu ved at lægge krisen bag sig.

Vejen ind i en økonomisk krise er som regel enten stejlt nedadgående, eller alternativt tager hastigheden til som krisen skrider frem. Uanset, hvorledes entréen ind i en krise finder sted så er det som hovedregel forbundet med en ganske god portion heftighed. Sådan tror jeg også, at mange vil huske Covid-19 krisen, hvor accelerationen af krisen skete i flere dimensioner på samme tid.

Vejen ud af en krise er velkendt, da den typisk er stenet og op ad bakke, men set ud fra et globalt perspektiv, så er der lyspunkter i forbindelse med den stenede vej ud af Covid-19 krisen.

I min optik har det, i finansmarkedet, gennem nogle måneder været realistisk at tale om tiden efter Covid-19. Meget vil stadig afhænge af i hvilken grad de enkelte lande fortsat bliver ramt af Covid-19 virussen, eller omvendt, hvor godt det lykkes at holde virussen under kontrol indtil en vaccinering i bred forstand er godt i gang. Baseret på de seneste opdateringer fra nogle af de store medicinalselskaber så frigives der formentlig flere vacciner i midten af første kvartal. Efter min opfattelse stemmer dette rimeligt overens med de forventninger, som er indregnet i aktiemarkederne. Holder disse forventninger stik, kan jeg forestille mig, at verden begynder at ånde lettet op i midten af 2021. Men i visse dele af verden er man allerede nu i ”tiden efter Covid-19 krisen”.

Mange lande i Afrika har indtil videre klaret sig godt igennem pandemien, men kontinentet repræsenterer blot ca. tre pct. af verdens samlede bnp. Derfor kan Afrika ikke redde den globale bnp-vækst, men det har længe været forventet, at Kinas økonomi ganske hurtigt ville bevæge sig fremad igen. Kina repræsenterer immervæk ca. 15 pct. af det globale bnp, så den tilbagevendende vækst i Kina har, som minimum, betydning i Asien.

Det mærker den tyske bilproducent BMW også, der for tredje kvartal aflagde et regnskab med en historisk høj kvartalsomsætning. Bilsalget på det kinesiske marked eksploderede med en stigning på 31 pct. set i forhold til tredje kvartal i 2019. Naturligvis skyldes stigningen, at mange bilkøbere har udskudt deres køb til efter Covid-19 krisen, men således betragtes situationen nu i stor still i Kina. Forbrugerne er vendt tilbage, f.eks. også i restauranterne, og selv i Wuhan har man siden maj kunne gå ud igen, men, i den nu berømte by, har stemningen dog været mere afdæmpet. Efter det som jeg hører er det først nu, at livet på caféer, barer og restauranter er blevet mere afslappet.

At Kinas økonomi er på vej tilbage i højere gear aflæses også i Kinas import, der er steget siden maj og sågar til et særdeles højt niveau i september. Der har været indikationer af, at denne stigning i den økonomiske aktivitet også har kunnet mærkes i de nærliggende lande, og senest kom der et mærkbart eksempel.

Onsdag den 4. november offentliggjorde Filippinerne sin handelsbalance for september måned, og denne læsning indeholder lyspunkter i den dunkle Covid-19 tid. Grafik et viser den årlige ændring i Filippinernes eksport i pct., hvor man i år tydeligt ser den store nedgang da Covid-19 virussen begyndte at hærge verden. Omvendt begyndte eksporten relativt hurtigt at finde en vej tilbage igen, dog stadig med negative vækstrater i forhold til 2019. Eksporten i august gav anledning til bekymring da den negative årsudvikling tog til igen, men i september sprang eksporten videre op, og udviser nu en positiv stigning i forhold til september året før. Det skal måske nævnes, at den store stigningstakt i slutningen af 2019 har en teknisk forklaring der hænger sammen med den negative udvikling i efteråret 2018 (dette fald skyldtes handelskrigen mellem USA og Kina).

Ser man på grafik to er det helt tydeligt, at eksportfremgangen på det kinesiske marked (samt Hong Kong) sætter sit aftryk i eksportstatistikken. For ca. to år siden var EU i en periode den største eksportdestination for filippinske producenter, men den position overtog Kina, og jeg har længe spejdet efter hvornår fremgangen i Kina, efter Covid-19, ville blive mærkbar i Kinas nabolande. September måneds handelsdata er et eksempel, og fremgangen finder man primært inden for de produktsegmenter, hvor filippinske virksomheder er underleverandører til kinesiske fabrikker, som f.eks. er komponenter til elektronikindustrien.

Der er tale om lyspunkter, for den filippinske økonomi i dette tilfælde, men sådan er den stenede vej ud af en krise, men andre områder af den filippinske økonomi bevæger sig også fremad. Nedlukningen af landet har været forskellig fra provins til provins, hvor hovedstaden Manila har været hårdt ramt. Men også her er der nu åbnet mere op for restaurationsbranchen, hvor barer først skal lukke til midnat.

Naturligvis er den samlede fremgang i Asien fragil, og rammes landene af en ny Covid-19 bølge, så vil det selvfølgelig betyde et tilbageslag for de respektive lande. Den risiko vil der være indtil vaccinationer er udbredte, men handelstallene er dog et eksempel på, at asiatiske økonomier nu begynder at bevæge sig den stenede vej ud af krisen, hvilket naturligvis er interessant for investorer.

How helpful was this article?

Click on a star to rate it!

Average rating 5 / 5. Vote count: 1

No votes so far! Be the first to rate this post.

Leave a Reply

Related Content
Editor's Choice