UK
contact@lundgreens.com
+45 70 26 88 55

Kineserne underholdte sig i nytårsferien

Kineserne underholdte sig i nytårsferien

0
(0)

Teaser: Kinesisk økonomi er nu kun i mindre grad berørt af Covid-19 krisen, derfor har mange afventet nytårsferien med spænding for at se, hvor forbrugsglade kineserne var.

Det kinesiske nytår er vel overstået, så kineserne begynder nu at vende tilbage til dagligdagen og ”Oksens år”. Sidste år sandede nytåret til da Covid-19 virussen rasede i Kina på det tidspunkt, men i år kunne man trods alt bedre fejre nytåret. Men, selvom Covid-19 virussen er under kontrol i Kina, så har alene truslen om virussen alligevel spillet en afgørende rolle for aktiviteten i forbindelse med nytårsferien i år.

Set ud fra et økonomisk, og investor, perspektiv så er ferieugen i forbindelse med nytåret altid ufattelig interessant. Det er ugen, hvor hele Kina er på farten, enten rejser man hjem på det årlige familiebesøg, tager på ferie, ser venner i stor stil og selvfølgelig er shopping en central aktivitet for mange. Nytårsugen, også kaldet ”Spring Festival”, er af samme grund en utrolig god indikator for, hvorledes temperaturen er hos forbrugerne. Efter min vurdering spiller dette en særlig stor rolle for øjeblikket da det er privatforbruget, som skal være fundamentet for det næste kvantespring i Kinas økonomiske vækst.

Regeringen havde forud for ferieugen opfordret til, at man ikke rejste rundt i landet. Det har naturligvis ramt den indenlandske rejsebranche, og idet en del af de såkaldt indenlandske migrantarbejdere er blevet der, hvor de arbejder, har det haft yderligere en effekt.

I nytårsugen drager migrantarbejderne normalt hjem på ferie i landområderne, hvilket betyder, at der bliver givet ekstra penge ud på f.eks. restaurationsbesøg. Denne del af detailsalget og oplevelsesøkonomien kommer i år delvist til at mangle i landområderne, og dermed i den økonomiske aktivitet.

Mest udpræget forventer jeg, at det bliver i den nordlige del af Kina, men omvendt vægter millionbyerne længere sydpå og langs kysten, væsentligt mere i den samlede økonomiske vækst, og dermed i bnp-væksten.

Og kineserne har været ude for at underholde sig i ferien, f.eks. i biografen. En af biografkæderne, Maoyan Entertainment, har oplevet en stigning på 33 pct. i salget af biografbilletter i nytårsugens første fem dage sammenlignet med samme periode i 2019 (sidste år var der lukket grundet Covid-19 virusudbruddet). Det er ny rekord i antallet af biografgængere, og naturligvis er aktiekurserne i de selskaber, der driver biografer, allerede skudt i vejret.

Shopping malls i Kina har gennem flere år ændret retning således de mere satser på oplevelse og underholdning, men derimod mindre på almindelig shopping da det afvikles online. De første indikationer, som jeg har set, peger på, at der har været det samme antal besøgende som tilbage i 2019, og dermed før Covid-19 krisen.

Nogle i detailbranchen drømmer nu om et detailsalg, hvor den årlige stigning kommer tilbage op over 10 pct., og med god grund Bilsalget har siden sidste år haft så meget fart på, at det ligefrem har reddet regnskabet for de tyske bilfabrikker. Som grafik et viser er bilsalget steget signifikant efter, at covid-19 virussen slap sit tag i Kina, og der blev endda solgt flere biler i slutningen af 2020 end i samme periode året før.

I mange økonomiske bægere kan man dog ofte finde en snert malurt, hvilket også er tilfældet i Kina. Huspriserne arter sig ganske anderledes end vestlige lande som det fremgår af grafik to. Grafikken viser den årlige prisændring på nybyggede ejerlejligheder i de 70 største byer i Kina. Stigningstakten i december var den laveste stigning siden februar 2016 og, hvis man ser på den månedlige stigning fra november til december sidste år er den nede på 0,1 pct. Der er dog ikke noget overraskende i udviklingen idet Kinas regering i en længere periode har arbejdet med at køle ejendomsmarkedet af.  Jeg mener ikke, at det indeholder en stor risiko for husholdningernes økonomiske komfort, idet bevægelsen i priserne er glidende og mange købere normalt har lagt en stor udbetaling.

Efter min vurdering er der ingen tvivl om, at den kinesiske forbruger er ved at finde fodfæste igen. Men endnu er udviklingen ikke det jeg vil betegne som rigtig stærk, for så udpræget entydig er troen på fremtiden alligevel ikke blandt forbrugerne. Det seneste officielle data for forbrugertilliden udviste sågar et mindre dyk i december, hvilket ikke er nogen katastrofe, men omvendt mener jeg, at det afspejler den nuværende situation ganske godt. Men der skal fuld fart på privatforbruget for at sikre Kinas økonomiske vækst fremadrettet.

Derfor ser jeg stadig den kommende årlige NPC kongres (National People’s Congress) i Kina, som den mulighed, hvor privatforbruget kan få det ekstra vitamintilskud. Det der skal til for, at det bliver privatforbruget som trækker økonomien op og tilbage mod de høje økonomiske vækstrater. Forskellige former for incitamenter er mulige, men de skal kunne virke længe da privatforbruget i Kina i fremtiden skal blive en endnu stærkere kraft, netop fordi Kinas bevæger sig i retning af at blive mere indenlandsk orienteret. Samtidig er det den nye femårsplan der bliver fremlagt i den kommende måned, så jeg forventer der bliver pæn spænding blandt aktieinvestorerne forud for den session i marts.

How helpful was this article?

Click on a star to rate it!

Average rating 0 / 5. Vote count: 0

No votes so far! Be the first to rate this post.

Leave a Reply

Related Content
Editor's Choice