DEUK
contact@lundgreens.com
+45 70 26 88 55

ECB – Centralbanken uden tørt krudt

ECB – Centralbanken uden tørt krudt

///
Comment0
/
Categories
0
(0)

Teaser: EU-landene er nu endeligt blevet enige om den gigantiske redningspakke, men Den Europæiske Centralbank har allerede brugt sit pengepolitiske krudt.

Alle EU-lande fejrede forleden, at de nåede i mål med den EUR 750 milliarder store redningsplan, men meget tæt på sådanne redningsplaner finder man ofte også centralbanken. Nu er aftalen for alle EU-lande, og derfor er der ikke én fælles centralbank, men alligevel har Den Europæiske Centralbank (ECB) en betydningsfuld rolle i forbindelse med coronakrisen, i det mindste for landene i Eurozonen.

Det er ikke usædvanligt, at en centralbank også bidrager med et pengepolitisk tiltag i forbindelse med store redningsaktioner. Men reelt har ECB allerede brændt sit tørre krudt af, specielt den 18. marts og den 4. juni, hvor centralbanken annoncerede nye store opkøbsprogrammer i obligationsmarkedet. Det er en genopblomstring af den kvantitative pengepolitik, hvilket naturligvis glædede aktieinvestorer endnu engang idet, denne aggressive pengepolitik presser investeringer ind i aktiemarkedet.

Det holder samtidig renten nede for de store virksomheder, da de selv udsteder obligationsgæld, men jeg har altid tvivlet på den afsmittende positive effekt for mindre virksomheder. Landene i Eurozonen kan desuden i endnu større grad regne med, at ECB opkøber statsgæld. Det kan have den ekstraordinære positive effekt at, hvis der på nationalt niveau laves redningspakker, så har det enkelte land i Eurozonen en bedre adgang til at finansiere dette.

Men yderligere opkøb af statsobligationer, som enkeltstater igen kan konvertere til indenlandsk støtte, er efter min overbevisning det eneste tørre krudt, som ECB havde tilbage til at afbøde en uventet krise. Inflationen i Eurozonen har gennem en årrække svinget omkring to pct., og derfor har jeg også i årevis argumenteret for, at ECB burde have haft hævet renten til over to pct. Det er min holdning, at Den Europæiske Centralbank i stedet har forspildt en chance i krisehåndteringen, der er opstået i forbindelse med coronavirussen.

Baggrunden for min vurdering er, at jeg har betragtet ECB’s pengepolitik med en rente der er signifikant lavere end inflationen, som en intervention. Det er en pengepolitisk intervention af den mere usædvanlige slags, men ikke desto mindre er det, hvordan jeg opfatter det. Og dermed giver det også forklaringen på, hvorfor, at aktionen ikke lykkes, som et modtræk til Eurozonens økonomiske problemer efter den globale finanskrise.

Italien har meldt sig på banen som et af de mest økonomisk trængende lande i EU som følge af coronakrisen, og tilgodeses derfor mest i den historisk store redningspakke. At Italien er hårdest ramt var nu også tilfældet efter den globale finanskrise, og i første halvdel af 1990’erne da det europæiske EMS-samarbejde brød sammen. Derfor er landets økonomi desværre også et lysende eksempel at fremdrage i denne sammenhæng.

Grafik et viser den italienske stats renteudgifter som procent af statens indtægter (opgjort efter Verdensbankens metode). Man ser tydeligt, hvorledes landet har kunnet refinansiere sig billigere efter indtrædelsen i euroen, men efter den globale finanskrise vendte billedet for et par år. Det skyldes, at ECB ikke adopterede den kvantitative pengepolitik så hurtigt, som f.eks. i USA, og dermed opstod der tvivl om Italiens fremtidige kreditværdighed.

Men ECB valgte at lave en dobbelt monetær intervention af næsten uset historisk kaliber, og dermed faldt Italiens renteudgifter igen. ECB indførte den kvantitative pengepolitik i form af opkøb / intervention i obligationsmarkederne. Desuden sænkede centralbanken sin ledende rente så kraftigt, at der i en årrække har været negative realrenter. Det er efter min observans en meget kraftig intervention, som en centralbank kun kan fastholde i en relativ kort periode, og som kun virker under ganske bestemte forhold.

At fremprovokere negative realrenter er farligere end at lege med ilden da det f.eks. fører til maksimal gældsætning, hvilket kan resultere i en dårlig soliditet der igen kan være farlig når en krise sætter ind, som f.eks. nu.

Næsten endnu værre er den fejlslagne timing med den ekstremt lave ledende rente. Den globale finanskrise var også en gældskrise, hvor en række lande havde gældsat sig for hårdt. Finanskrisen, som rasede for ti år siden, var hård af flere årsager, men det var en klassisk økonomisk krise, hvor det eneste rigtige officielle svar er reformer og ændringer. Men hverken Italien, eller de fleste øvrige lande i Eurozonen, formåede at gennemføre de nødvendige reformer før den næste krise satte ind, hvilket er lige nu – et helt årti senere. Grafik to bekræfter det Italienske billede ganske tydeligt, at man aldrig har formået at få omvekslet de statslige rentebesparelser til fornyet BNP-vækst, tværtimod har man brugt den billige rente til at øge gældsætningen for at fastholde status quo.

Coronakrisen er en fuldstændig anderledes krise end finanskrisen, og i den nuværende krise er det ikke usandsynligt, at en ekstrem monetær intervention virkelig kunne have en positiv effekt, årsagen er ganske enkelt krisens karakter. Coronavirussen rammer økonomierne, og det har i sig selv en negativ effekt. Hertil kommer forholdsregler, nedlukninger etc., hvor man kan diskutere håndteringen af disse, men også disse aktioner har en pris. Dog er det mest sandsynlige at, coronakrisen er forbigående, og derefter vil det være muligt at håndtere virussen, hvilket betyder, at økonomier og samfund har mulighed for at komme tilbage på sporet. Krisen udtrykker en anderledes forbigående negativ effekt, hvor det giver mening, at staten støtter samt, at centralbanker også yder den maksimale støtte.

Jeg hører til mindretallet der mener, at ECB’s ekstrem lave rente stort set har været nytteløs. Men derfor er min vurdering, at nu havde det virkelig hjulpet, hvis ECB havde haft muligheden for at sænke renten fra f.eks. 2,50 pct. til nul pct. mens coronakrisen fortsat belaster økonomierne mest. I sådan en situation ville man også fint have kunnet kommunikeret, at rentesænkningen kun er for en relativ kort periode på f.eks. 12 til 18 måneder. Det ville være en intervention med effekt, men ECB har efter min mening spillet sine trumfer ud gennem de seneste ti år. Hos centralbanken hævder man at have masser af krudt tilbage, hvilket er muligt, men min holdning er, at det krudt virker fugtigt. Min observans er derfor, at Eurozonen ikke nødvendigvis har en stærk centralbank i øjeblikket, hvilket er en faktor når man, som investor, overvejer sin globale allokering i investeringsporteføljen.

Klik her for modtage vores “Økonomisk Spotlight” og læs vores vurderinger af finansmarkedet ligesom tusinder af andre gør rundt om i verden.

How helpful was this article?

Click on a star to rate it!

Average rating 0 / 5. Vote count: 0

No votes so far! Be the first to rate this post.

Leave a Reply