Janet Yellen rumler på Wall Street
Tirsdag i sidste uge sendte den amerikanske finansminister Janet Yellen Wall Street ud i et kursdyk, primært mærkede teknologiaktierne nervøsiteten. I en kommentar i et podcastinterview på en webkonference, der var arrangeret af Atlantic Magazine, nævnte Yellen tanken om, at renten muligvis kunne stige grundet det kommende stærke økonomiske opsving i USA. Senere bagatelliserede Yellen sine egne kommentarer via. f.eks. Bloomberg, men Wall Street havde allerede sendt aktierne lavere.
Min holdning er, at man kan formentlig sige meget om USA’s finansminister, men Janet Yellen ved hvad hun gør. Det er set mange gange tidligere, at finansministre og centralbankchefer fra store lande lufter uventede tanker og kommentarer via mindre medier, eller i offentlige taler med mindre bevågenhed.
Min vurdering er, at Janet Yellen forsøger at påvirke den amerikanske centralbank, Federal Reserve Bank (Fed), til at forberede en renteforhøjelse tidligere, end det Fed hidtil har indikeret.
Hvis man lader tankerne vandre videre den vej, så mener jeg ikke, at det er højdramatisk. Min vurdering er, at det renteniveau, som Janet Yellen forsøger at fremprovokere, blot er yderligere en indikation af, at den amerikanske økonomiske vækst meget hurtigt kommer tilbage på sporet. Igen er den analyse som sådan heller ikke ny, men grafik et f.eks. viser, hvor parate de amerikanske forbrugere er. Det er én årsag til, at jeg giver Yellens kommentar meget større vægt end mange andre i finansmarkedet, da det bekræfter, hvor stærk USA’s økonomi har udsigt til at blive, som minimum i en periode.
Den anden økonomiske supermagt Kina, har siden sidste år vist overraskende høje vækstrater, grafik to er blot et af mange udviklinger man kunne vise. Fremadskridtet sker på tværs af økonomien og endda i stigende grad i den private sektor. Jeg betragter derfor væksten i Kina som ganske sund helt frem mod slutningen af 2022.
I Kina er der også en tendens til en kredit- eller monetær stramning. Den officielle udlånsrente i Kina har været uændret i et år, men banksystemet er lettere at kontrollere for centralbanken i Kina, end i de fleste vestlige lande. Det er min vurdering, at det “samlede sociale kreditmarked” (total social financing) aktivt styres i retning af en lavere vækstrate, da den årlige vækstrate aftog til 12 pct. i marts. Den samlede sociale finansiering mener jeg er den bedste proxy for den samlede kreditvækst i økonomien og dette tal følges nøje af centralbanken.
Jeg betragter den kinesiske økonomi som værende tilbage på fuld økonomisk aktivitet efter Covid-19-pandemien. Dette bør ikke undervurderes, og jeg forventer, at dette er årsagen til en fortsat monetær stramning i Kina, og det kunne endda intensiveres – men, bør verden bekymre sig over den udvikling? Ja, den kinesiske vækst og efterspørgsel betyder mere for eksporten i mange lande, end investorer generelt forestiller sig. Hvis Kina officielt fortsætter med den lette monetære stramning, så argumenterer jeg for, at det vil virke dæmpende for den globale vækst og efterspørgsel. Den kinesiske økonomi vil isoleret set klare sig fint og vil fortsætte sin voksende indenlandske orientering. Globalt set, vil den voksende amerikanske økonomiske vækst mere end opveje den eventuelt køligere kinesiske efterspørgsel, i en rum tid fremover.
Den amerikanske diskussion eller scenariet med renteforhøjelse forventer jeg vender tilbage igen og igen, efterhånden som det amerikanske økonomiske opsving vinder tempo. Jeg hælder mere til, at den amerikanske renteforhøjelse kommer tidligere end det i øjeblikket er indregnet i aktiemarkederne. Der er slet ingen grund til at frygte et sådant skridt, det vil bare være sundt, efter både vækst og inflation retfærdiggør en noget højere rente i USA end det nuværende niveau.
Min forventning er, at de to største økonomier i verden stort set vil være tilbage til normalen omkring midten af 2022, på det tidspunkt endda befinde sig i en langt mere afbalanceret pengepolitisk situation end stort set resten af verden.
Den forventning understreger i min vurdering af, at Eurozonen nærmest dagligt taber i konkurrencen til de to økonomiske supermagter. Det gælder både vækstudsigterne, men også, hvor attraktiv Eurozonen er som destination for investorer. Denne intensiverede udvikling som Covid-19 pandemien vil efterlade Eurozonen i inden for en femårshorisont, set i forhold til USA og Kina vurderer jeg bliver særdeles mærkbar. Og der er en overhængende risiko for, at USA og Kina vil være tilbage i et sundt monetært miljø, hvor Eurozonen fortsat vil opleve en planløs monetær politik.
Sidste år forventede jeg dog, at selv Eurozonen skulle udforske en slags økonomisk mini-boom i midten af dette år som en positiv effekt af EU’s vækstpakke. Men med de fortsatte delvise nedlukninger i hele Eurozonen, forsinkede vaccinationer etc. så kan vækstpakken reelt endnu ikke udnyttes til at skabe et økonomisk opsving.
Min langfristede forventning før Covid-19 pandemien var, at i 2030 ville USA, Kina og ASEAN-landene repræsentere mere end 50 pct. af den globale økonomi og Eurozonen omkring 12 pct. Det understreger, hvordan de økonomiske supermagter hastigt bevæger sig i forhold til Eurozonen, og sandsynligvis så hurtigt, at de nævnte 50 pct. nu allerede nås et par år inden 2030.