Højere rente og knaphed på likviditet

Hvis man ser en kæmpestor dæmning for sig, så er vandet i den opstemmede sø typisk helt roligt, men man kan stadig godt forestille sig de altødelæggende kræfter der slippes løs, hvis dæmningen bryder sammen. Befinder man sig nedenfor dæmningen i slugten, eller dalen, så bliver indtrykket endnu mere munomentalt.

Samme sted er det, at man finder frygten for, at vandet pludselig begynder at pible frem gennem et lille hul i dæmningen. Gør man ikke noget, så vil hullet utvivlsomt vokse sig faretruende stort, og derfor stikker man den berømte finger i hullet. Kommer der flere huller, så kan man holde stand så længe der er fingre nok. Lige nu minder det billede meget om det der foregår i banksektoren i nogle lande, men måske det blot var et par enkelte sprækker i Schweiz og USA – eller skal al verdens investorer frygte for, at dæmningen bryder helt sammen?

Jeg kan udmærket forstå, at denne risiko bliver diskuteret. Der er da ingen tvivl om, at de store renteændringer sidste år, helt eller delvist, står bag problemerne for de banker der er blevet lukket / tvangsfusioneret inden for kort tid.

Derfor opstår der helt uundgåeligt spekulation om hvorvidt flere banker ”har ondt i renterisikoen”. Tænk på, hvorledes Den Europæiske Centralbank har pumpet store mængder likviditet ud i det finansielle system til nul pct. i rente, således, at europæiske banker kunne opkøbe sydeuropæiske statsobligationer med lang løbetid og halvsløj kreditværdig – principielt det samme, som SVB i Californien forsøgte sig med.

Men jeg tillader mig at starte i den mest konservative højborg for penge, i Schweiz. Jeg tror ikke, at jeg røber særligt meget ved, at mange i finansmarkedet de sidste 20 år har bemærket, hvor mange spekulative, og marginale, forretninger den schweiziske storbank Credit Suisse var involveret i. Det er næsten givet, at på et tidspunkt med ekstrem volatilitet i finansmarkederne, så ryger der en bank eller to, der er så hårdt spændt for hele tiden.

Det er altid nemmere at være klog på andres virksomheder end ens egen butik, hertil kommer så erfaringen med SVB set i bakspejlet. Én ting er hvorledes man hos SVB har håndteret virksomhedskulturen og, hvor man har haft sin kommercielle fokus. Baseret på en række seriøse medieberetninger, er det desuden blevet klarlagt, at der har været en direkte parallel mellem tiltaget i rentespekulationen og stigningen i lønniveauet for bankens direktion.

Banken havde et signifikant indlånsoverskud, hvilket var til nul pct. i forrentning. Denne likviditet besluttede man at placere i obligationer således der kunne skabes en merindtægt via den højere obligationsrente. Dette gik i en lang periode godt og, hver gang banken havde behov for at øge indtjeningen så flyttede man obligationsbeholdningen længere ud på rentekurven for at øge afkastet. Det betød også, at man samtidig øgede sin renterisiko, og da de lange renter i USA pludselig steg hurtigt og voldsomt, så endte obligationsbeholdningen med at udvise så stort et tab, at SVB tiltede.

På lignende vis er et par andre niche- og regionalbanker kommet i klemme i USA, men i SVB’s tilfælde mener jeg det er ret tydeligt, at man forsøgte at øge bankens indtjening gennem ren spekulation. Det ligner endda et casino-agtigt tiltag af slagsen.

Selvom der samlet er tale om banker i Europa og USA, så kan jeg ikke se begrundelsen for at kalde det en global bankkrise. Der er ikke nogen systemisk sammenhæng mellem de pågældende banker, ud over at, de respektive ledelser har presset bankerne ud i uacceptable risici. Desuden har banksektoren  i Asien det ganske fint, og derfor ser jeg heller ikke det globale aspekt i udfordringerne. Og vil man endelig sammenligne med den globale finanskrise i 2008 til 2009, så vil jeg hellere se på forskellen – dengang var det virkelig en global krise, og den var bitterlig hård.

Kilde: Federal Housing Finance Agency, USA

Lige nu er situationen en ganske anden, og derfor er jeg pt. ikke bekymret for en global bankkrise, eller sagt på en anden måde, dæmningen bryder ikke sammen. Men det betyder ikke, at man skal være ubekymret, for specielt den amerikanske centralbank vil fortsat fremprovokere en reaktion i den amerikanske økonomi således, at inflationen kommer ned i et kontrolleret område igen. Centralbanken har sat renten op, med al tydelighed, men i en række økonomier forventer jeg også, at der bliver en stigende knaphed på likviditet. Den situation kunne jeg godt forestille mig vare ved indtil midt 2024, hvilket vil være generende, ikke mindst for erhvervsvirksomheder.

Ét åbent spørgsmål, som jeg fortsat giver særlig opmærksomhed, er, hvor meget USA’s ejendomsmarked bliver påvirket af de monetære stramninger. Lige nu holder boligpriserne sig på et stabilt niveau (grafik et), hvilket er vigtigt i forhold til om bekymringen for en bankkrise i USA stiger yderligere.

Kilde: U.S. Census Bureau

Lige nu ser det ud til, at det blot er byggeaktiviteten der aftager (grafik to), så jeg forventer derfor også fortsat, at IT sektoren og byggesektoren vil være de to store sektorer der trækker aktiviteten ned i USA. Hermed har jeg endnu den samme vurdering som hidtil, nemlig, at dæmningen holder, glasset er mere end halvt fyldt og USA vil opleve en recession i visse sektorer, men samlet set går landet fri af en recession.