DEUK
contact@lundgreens.com
+45 70 26 88 55

Tysk WAI-indeks peger opad

Tysk WAI-indeks peger opad

///
Comment0
/
Categories
0
(0)

Teaser: Coronakrisen hærger også den tyske økonomi med et stort fald i BNP-væksten, men Bundesbanks WAI-indeks vejrer morgenluft, hvilket vil glæde mange investorer.

I midten af maj introducerede den tyske centralbank Bundesbank et nyt indeks der skal måle udviklingen i den økonomiske aktivitet. Interessant nok udspringer initiativet til det nye indeks af coronakrisen. Hos centralbanken behøvede man en hurtigere måling af udviklingen i samfundsøkonomien end de typiske økonomiske nøgletal viser, som oftest har op til et par måneders forsinkelse.

Finansmarkedet står midt i offentliggørelsen af det største fald i BNP-væksten som det moderne Tyskland nogensinde har oplevet. Så man kan roligt sige, at det nye WAI-indeks (Wöchentlicher Aktivitätsindex, eller ”ugentlig aktivitetsindeks”) får sin ilddåb for det er første gang, at der offentliggøres en tysk BNP-vækst, hvor WAI-indekset samtidig er tilgængeligt.

WAI-indekstallet kan omregnes til f.eks. et BNP-væksttal, og om indekstallet fra grafik et kan man helt generelt sige, at kurven for WAI-indekset ligner kurven for BNP-væksten. Som det tydeligt fremgår er retningen tilbage mod det positive territorie, hvilket er lig med positiv BNP-vækst.

WAI-indekset offentliggøres hver uge og indekstallet viser udviklingen de seneste 13 uger set i forhold til den tidligere 13 ugers periode. Det er altså en slags rullende BNP-vækstindikator og man ser, at aktiviteten vender tilbage, hvilket selvfølgelig også er forventet.

Bundesbank gør rimeligt nok opmærksom på at indekset er helt nyt og derfor formentlig bliver justeret over tiden. Man kan finde indekstal helt tilbage til 2004, hvilket skyldes, at indekset er blevet beregnet tilbage i historien. Jeg mener, at udviklingen i år er det mest interessante, hvor det passer meget godt med et aktivitetsniveau i starten af året, hvor der manglede impuls, og herefter kom nedturen.

Da indekset først er blevet offentliggjort gennem de seneste par måneder har jeg heller ikke selv nogen erfaring med indekset og dets pålidelighed i forudsigelserne. Men jeg hæfter mig ved én ting, det er stejlheden i stigningen efter, at den negative vækst ramte bunden.

Et indeks kan eventuelt meget vel forudsige den økonomiske aktivitet i samfundet under normale omstændigheder, fordi vi alle lever et væsentligt mere rutinepræget liv end vi oftest tror. Coronakrisen er i sig selv kaotisk, men specielt genåbningen af et samfund vil indeholde en mængde kaoselementer. Her er jeg meget spændt på om WAI-indekset fanger den udvikling korrekt, hvor den opadgående kurve umiddelbart virker mere stejl end jeg ville forvente. Hvis man ser på de ugentlige data for WAI-indekset, så er den stejle vending sket siden den sidste uge i juni og fremadrettet – hvis dette fortsætter vil det være virkelig godt nyt for aktiemarkedet, så det er måske værd at besøge Bundesbanks hjemmeside hver mandag for at få seneste indekstal.

Som nævnt er indekset helt nyudviklet, og derfor vil mange investorer overveje om data input til modellen replikkerer virkeligheden tilfredsstillende. Jeg vil derfor tillade mig at gentage en kort beskrivelse af de elementer der indgår i modellen, selvom jeg gennemgik dem i maj. Den første komponent er ”realiseret strømforbrug” og den anden komponent er indtægterne fra den motorvejsafgift som speditørerne betaler for, at deres lastbiler kører på motorvejen. Disse to komponenter er samlet de to indikatorer man i WAI modellen bruger til at forudsige ændringer i produktionen. Motorvejsafgiften er desuden indikator for udviklingen inden for handel. Udviklingen på arbejdsmarkedet forudsiger man via Googlesøgninger på arbejdsløshed og korttidsarbejde.

Til at beskrive den globale økonomiske aktivitet bruger modellen ét eneste stykke data, eller tal, nemlig det samlede antal flyafgange i hele verden, bestående af afgange for både passagerfly og fragtfly.

Ændringer i mobiliteten beregner man på baggrund af data fra de mange stationære målestationer for luft- og partikelforurening i tyske storbyer. Den syvende, og sidste, komponent er, hvor mange kontanter der bliver hævet i Tyskland.

Der er nogle usikkerheder som kan være svære at korrigere for. Et par eksempler er, hvis medarbejdere bliver fyret eller sat ned i arbejdstid, så falder strømbruget på arbejdspladserne men i hjemmene stiger strømforbruget, hvor stigningen i hjemmet ikke repræsenterer en produktion, med mindre, at man arbejder hjemmefra.

Ligeså med flytrafikken, så kan der under en coronakrise opstå store regionale forskelle i den aktivitet, f.eks. var flytrafikken i Europa meget begrænset gennem en periode, hvor der trods alt var en del flytrafik i andre dele af verden. Hvor meget og, hvor lidt det påvirker modellen har jeg ingen fornemmelse af, men efter min vurdering gør det ikke modellen mindre spændende at følge.

Fra andet sted i Tyskland meldes der også om lys for enden af tunnelen. IFO indekset, der kan beskrives som erhvervslivets tillidsindikator. Her viser den nyligt offentliggjorte rundspørge, at tilliden overordnet set er steget, men jeg er delvist skeptisk. Som man ser på grafik to, så er det forventningen om bedre tider forude som løfter det samlede indeks. Den aktuelle situation er også blevet bedre ifølge virksomhederne, men hver gang forventningerne ligger så meget højere end den øjeblikkelige situation så er der grund til at være opmærksom. Desuden har IFO en primær fokus på de store virksomheder, hvilket betyder, at den udfordrende situation for små virksomheder i Tyskland ikke afspejles fuldt ud i indekset.

Min samlede vurdering af udsigterne for hvor hurtigt Tyskland kommer på fode igen, er mere forbeholden end forudsigelserne fra Bundesbank og IFO, men det ændrer ikke ved, at jeg giver WAI-indekset en særlig opmærksomhed.

Ingen har dog lovet investorerne, at livet i finansmarkedet skal være let og enkelt. Netop som forventningerne løftes så stiger antallet af corona smittede, og skulle smittestigningen vedblive så vil det have en negativ effekt på den økonomiske vækst igen. Isoleret set for Tysklands vedkommende hæfter jeg mig ved, at antallet af smittede stiger fordi flere personer bliver testet for corona. Relativt set er det fortsat 0,60 pct. af de testede som er testet positive. Men der er ingen tvivl om, at det pt. er en hårfin balance om coronasmitten igen kan tage overmagten eller, om WAI-indekset kan fortsætte op.

Lundgreen’s Capital rådgiver formuende kunder, virksomheder og kommuner i ind- og udland. Firmaet er repræsenteret i Danmark og Asien. Lundgreen’s Capital driver desuden investeringsforeningen Lundgreen’s Capital – China, som investerer i kinesiske aktier. Omtales et selskab, som Lundgreens China Fund har investeret i, vil dette fremgå tydeligt af klummen.

Klik her for modtage vores “Økonomisk Spotlight” og læs vores vurderinger af finansmarkedet ligesom tusinder af andre gør rundt om i verden.

How helpful was this article?

Click on a star to rate it!

Average rating 0 / 5. Vote count: 0

No votes so far! Be the first to rate this post.

Leave a Reply