DEUK
contact@lundgreens.com
+45 70 26 88 55

Kinas manglende babyboom

Kinas manglende babyboom

///
Comment0
/
Categories

Teaser: Der fødes pt. færre børn i Kina end tidligere, hvilket på lang sigt kan påvirke den demografiske udvikling men umiddelbart bliver påvirkningen i kinesernes forbrugsmønster.

Den økonomiske fremgang i hele Asien har medført et tydeligt fald i fertiliteten i hele verdensdelen. Det er ikke unaturligt, at der fødes færre børn når der er økonomisk fremgang i et land, og i Asien er Japan særligt kendt for den demografiske udfordring som følge af en voksende andel af ældre personer i befolkningen. I Kina opgav man næsten fuldstændigt et-barns politikken med effekt fra januar 2016 i håbet om at kunne undgå den japanske demografiske udfordring, men så enkelt er det åbenbart ikke at styre demografien.

Grafik et viser en ganske dramatisk udvikling i antallet af fødsler i 2018, hvor der i Kina kun kom 15,23 mio. babyer til verden. Dette står i skærende kontrast til 21 til 23 mio. nyfødte i 2018 som var den officielle forventning dengang Kina ophævede et-barns politikken i januar 2016. Faldet i antal fødsler fra 2016 til 2017 forsøgte man fra officiel side at forklare med, at man skal se på udviklingen over længere tid, hvilket også er korrekt. Dog er sidste års udvikling så signifikant, at det næppe er et tilfældigt udsving og nogle fremskrivninger forudsiger nu, at om 10 år bliver der kun født 8 mio.  årligt i Kina.

Endnu har jeg ikke set nogle officielle tal, men fertiliteten bliver måske omkring 1,3 for 2018, hvilket er meget lavt. Jeg kunne godt forestille mig det bliver et tema når Kinas Kommunistparti indleder sin kongres i Beijing om et par uger. Et næste politisk skridt kunne meget vel være at ophæve de sidste begrænsninger vedrørende familieforøgelser. Min vurdering er dog, at det i praksis ikke får nogen betydning, hvilket understøttes af flere rundspørger blandt familier. Typisk angiver mindre end 10 pct. af de adspurgte en regeringsbestemt begrænsning for familieforøgelse som grund til ikke at få børn.

Økonomiske analyser peger ofte på de finanspolitiske udfordringer der kommer grundet den voksende andel af ældre personer i befolkningen. Den udvikling ligner den samme som i mange andre lande, men i Kina har man stadig nogle muligheder for at skabe en modvægt til denne finanspolitiske udfordring. I 1979 var den forventede gennemsnitlige levealder i Kina på 66 år, som nu er oppe på 76,4 år, og stadig stigende. Dermed er man kommet meget tæt på f.eks. den forventede gennemsnitslevealder i USA, der er på 78,5 år. Som grafik to viser er pensionsalderen i Kina dog fortsat meget lav, og derfor har man den mulighed, at sætte pensionsalderen op således, at arbejdsstyrken ikke skrumper.

Jeg argumenterer desuden, at man i Kina via effektiviseringer i landbrugssektoren kan frigøre minimum 200 mio. mennesker som kan arbejde i andre erhvervssektorer. Dette kræver dog reformer af hele landbrugssektoren som den nuværende regering blankt vil afvise. Men Kina har en mulighed for at skabe en modvægt til den makroøkonomiske udfordring, som den demografiske udvikling giver – dette som forskel til mange andre lande.

En del af den faldende fertilitet er delvist et udtryk for nye globale udviklinger, men naturligvis også sociale ændringer i Kina. Hele kloden rundt vokser andelen af single husholdninger, hvilket har medført et fald i fødsler i mange lande, hvilket også gælder i Kina. Igen giver flere rundspørger samme udsagn nemlig, at singlelivet er sjovt, et familieliv virker umiddelbart voldsomt og flere kinesiske kvinder, i den typisk fødedygtige alder, gør selv karriere og behøver derfor ikke en mand grundet økonomisk tryghed.

For mindre end ti år siden var det i Kina typisk at blive gift i alderen omkring 22 år, men nu er det flyttet til en alder omkring 27 år. Som et sammenlignende eksempel på de hastige ændringer i Kina så oplever man også at folk gifter sig senere i Thailand, men der har det taget 50 år, at flytte gennemsnitsalderen fra 25 til 28 år (for mænds vedkommende).

De hurtige ændringer i kinesernes adfærdsmønster er virkelig en udfordring for investorer og virksomheder, hvor den faldende fertilitet blot er én af de evigt mange ændringer. Det er muligt, at lysten til familieforøgelse svinger til et højere niveau igen. Men man skal ikke undervurdere, at udviklingen i retningen færre fødsler synes stærk for demografiske fremskrivninger viser, at om ti år er der 40 pct. færre 23 til 30-årige kvinder i Kina end der er i dag

Det giver efter min vurdering anledning til at ændre investeringerne i Kina løbende, hvor det er indlysende, at flere single husholdninger og færre nyfødte børn ændrer forbrugsmønstret i detailhandlen. Et andet eksempel er undervisning af børn, hvor flere forbrugsundersøgelser viser at mere end 90 pct. af børnefamilier giver penge ud på undervisning af barnet / børnene. Det kan være alt lige fra at spille på klarinet til at lære et fremmedsprog, hvor også børsnoterede firmaer har haft god succes med undervisning på den ene eller anden måde – det varer ikke længe før man skal indregne, at markedet for undervisning skrumper, blot som yderligere et eksempel på, hvor man som investor eventuelt skal genoverveje en investering.

Også i Kina er boligpriserne steget, som sammen med urbaniseringen betyder, at hver kvadratmeter bolig i storbyerne er blevet særligt dyre og derfor har mange ganske enkelt ikke råd til yderligere et barn.

Denne økonomiske udfordring mener jeg kun kan overkommes ved, at staten understøtter med børnepenge eller lignende. Skal man rigtigt knække faldet i fertiliteten er det min vurdering, at staten samtidigt udvikler en form for børnepasning med vuggestuer samt børnehaver,

Jeg ved ikke, hvornår tiden er så vidt i Kina men formentlig er det ikke lige nu, og derfor er min fokus på de ændringer der kommer i forbrugsmønstre som følge af den lavere fertilitet.

Klik her for modtage vores “Økonomisk Spotlight” og læs vores vurderinger af finansmarkedet ligesom tusinder af andre gør rundt om i verden.

Leave a Reply