DEUK
contact@lundgreens.com
+45 70 26 88 55

Eurozonens budget sæson er i gang

Eurozonens budget sæson er i gang

///
Comment0
/
Categories

Teaser: Den kraftige diskussion om Italiens budget for 2019 giver genlyd i hele EU, men Frankrig og Spanien risikerer også at lande i rampelyset.

Siden maj har det blot været at vente på kollisionen mellem den italienske regering og EU-Kommissionen. Striden er naturligvis Italiens finanslov for 2019, hvor budgetunderskuddet er øget fra 0,8 pct. af BNP til 2,4 pct. Tilbage i maj da Italiens budgetunderskud for 2019 tog konkret form reagerede finansmarkedet da også ganske kraftigt med et udsalg af italienske statsobligationer. Renten på en 10-årig statsobligation eksploderede fra 1,75 pct. til 3,15 pct. blot i løbet af maj måned, hvilket er signifikant i verdens niendestørste økonomi, og den tredjestørste i Eurozonen.

Som grafik et viser så vendte Italien tilbage til positiv BNP-vækst i 2014, hvilket var bekymrende lang tid efter at andre lande kom tilbage i plus efter finanskrisen. Reelt set var det heller ikke den italienske økonomi der isoleret set udviklede sig positivt, i stedet var den forberede BNP-vækst blot en funktion af fremgangen i verdensøkonomien. Sidste år nåede BNP-væksten 1,5 pct. og som det seneste skøn fra OECD viser bliver den vækst lavere i år. Alene troen på 1,4 pct. i BNP vækst i år vurderer jeg er for optimistisk da væksten i andet kvartal i år blot blev 0,2 pct. hvilket svarede til 1,2 pct. vækst i forhold til året før. Man skal bemærke, hvorledes mange økonomiske væksttal i Europa ganske enkelt dropper i tiden, hvilket indikerer en endnu lavere vækst i Italien. Her kan man diskutere om det er helt så overraskende og, hvorfor finansmarkedet sendte 10-års renten yderligere op til 3,70 pct. i løbet af oktober ? Det sker fordi talmagien begynder at blive så farlig, at investorerne trækker sig yderligere tilbage.

Det vil ikke være nogen overraskelse, hvis økonomien i Italien allerede i år lander så hårdt, at vækstudsigten for 2019 kommer faretruende tæt på nul pct. men i grafik et finder man Roms forventning til BNP-væksten i 2019. Den er på 1,5 pct. og danner grundlag for regeringens budget for næste år, hvilket altså er en højere vækst end i år, og skulle drømmen ikke gå i opfyldelse så bliver budgetunderskuddet i forhold til BNP endnu større end de allerede omdiskuterede 2,4 pct. Den budgetforudsætning holder ganske enkelt ikke og det er et usædvanligt dårligt tidspunkt, at en regering sætter sin troværdighed på spil.

Gennem de seneste 10 år siden finanskrisen er alt, hvad man kunne kalde finansielle aktiver blevet købt ukritisk af investorer. Men tidevandet har skiftet retning i år og der fokuseres i stigende grad på kvalitet så regeringen i Rom skal ikke undervurdere, hvor hurtige investorer er blevet til at forlade et land. Trods Italiens økonomiske størrelse så er min vurdering, at der ikke bliver set på det faktum men i stedet vil investorer agere lige så konsekvent og hurtigt som mange Emerging Markets lande har oplevet det. Den reaktion er delvist i gang og kan hurtigt forstærkes, hvis udenlandske investorer bliver foruroligede af f.eks. åbenlyse forkerte budgetforudsætninger.

I Spanien fører det usikre politiske landskab til, at man ikke helt ved, om finansloven for 2019 kan vedtages og, hvordan den i givet fald ser ud. Men BNP-væksten er faldende og meget tyder på, at Spanien også vælger talmagien for næste år. Man vil øge udgifterne som skal finansieres af skatter og samtidig mener regeringen at kunne sænke budgetunderskuddet fra 2,7 pct. i år til 1,8 pct. af BNP i 2019. De mere realistiske bud er et budgetunderskud på 2,2 pct. næste år men jeg forventer et yderligere pres på BNP-væksten til næste år, og derfor virker den spanske regerings målsætninger urealistiske. Med larmen omkring Italien er Spaniens risiko, at hele Sydeuropa kommer under finansmarkedets lup på et uheldigt tidspunkt.

Specielt vedrørende Frankrig er der en anden politisk dimension i larmen med Italien. Præsident Macron har længe forgæves forsøgt, at få skabt en fælles redningsfond for bankerne inden for Eurozonen. Men med en tysk regering der er ved at sprænge sig selv i atomer, et italiensk budgetunderskud der giver genlyd i hele EU og et valg til EU parlamentet om ca. et halvt år så kommer den redningsfond ikke lige nu.

Nu er det ikke nødvendigvis af ren barmhjertighed over for Italien at den franske præsident Macron lægger sig sådan i selen. Det er ingen hemmelighed, at den italienske banksektor har været voldsomt præget af dårlige udlån siden finanskrisen, og hvis Italiens økonomi bliver mere usikker end den er nu så opstår der igen frygt for de italienske banker.

Der findes redningsmuligheder inden for Eurozonen, men det ender med en direkte regning til skatteyderne i de øvrige lande som f.eks. Frankrig og Tyskland, hvilket vil være et uvelkomment valgtema om seks måneder. Inden for Eurozonen er de franske banker desuden de største direkte långiver til kunder i Italien, lånene beløber sig til omkring 130 milliarder euro (1.000 milliarder kr.).

Den heftige verbale udveksling mellem Rom og Bruxelles forventer jeg fortsætter et stykke tid, og det vil sende renterne yderligere op på italiensk statsgæld, men det jeg også giver opmærksomhed er hvor meget det drager Frankrig og Spanien ind den stormomsuste fokus.

Leave a Reply