DEUK
contact@lundgreens.com
+45 70 26 88 55

Endnu en due i flokken

Endnu en due i flokken

///
Comment0
/
Categories

Teaser: Den hollandske centralbankchef Klaas Knot fandt forleden sin vej frem til medierne – årsagen er, at han ganske enkelt er vendt fra at være en monetær høg til at blive en due.

Den ornitologiske reference er overtaget fra det anglo-saksiske sprog, hvor den monetære høg står for den stramme monetære politik. I Den Europæiske Centralbanks (ECB) beslutningsorganer er der kun én fremtrædende høg tilbage, hvilket er Jens Weidmann der samtidig er chef for den tyske centralbank Bundesbank. I fraktionen finder man f.eks. Estland, Finland samt Østrig, og indtil tidligere i denne uge også Holland, men det er historie nu da Klaas Knot har flyttet sin position omkring den monetære politik.

Jeg kan forestille mig et par grunde til springet, hvilket også kan inkludere et personligt aspekt. Det forventes, at ECB’s nuværende præsident Mario Draghi træder tilbage til oktober og i den brede kreds af kandidater til posten finder man Klaas Knot. Da Tyskland meget vel kunne få formandsposten for EU-Kommissionen efter EU-valget i maj så får Jens Weidmann ikke topposten i ECB, og den tyske regering vil ganske givet ikke kæmpe for præsidentposten i den fælles centralbank. Dermed får Frankrig automatisk en ganske stor indflydelse på valget af den næste person der skal stå i spidsen for ECB – og i den valgkamp er det en ulempe at være monetær høg.

Klaas Knots ændrede holdning tror jeg dog også, endda primært, bunder i en professionel vurdering af den øjeblikkelige makroøkonomiske situation i Eurozonen. Som grafik et viser så er BNP-vækstraten faldet siden tredje kvartal i 2017, men nedgangen i andet halvår af 2018 er accelereret i fart, hvilket ganske givet har overrasket mange.

Det er ingen hemmelighed mere, at Italien pt. er i såkaldt teknisk recession idet landet havde negativ vækst både i tredje og fjerde kvartal sidste år. Men min observation er, at finansmarkedet er overrasket over, hvorledes Tyskland har været nødt til at sænke vækstforventningerne til maksimalt en pct. i år. Hastigheden i faldet i BNP-væksten betyder, at Tysklands BNP-vækst i dette første kvartal risikerer at komme i negativt territorium. Skulle det ske, så er udsigten, at det kun er temporært idet den tyske regering allerede sidste år har vedtaget en stimulanspakke for i år, der bl.a. øger det offentlig forbrug og tilgodeser de private husholdninger.

Gennem det seneste års tid har min egen vurdering været, at visse økonomier i Eurozonen meget vel kunne lande i en recession, eller form for recession idet en lille vækst på f.eks. 0,2 pct. af mange husholdninger vil føles som en recession. Dog bør Tyskland indgå med så stort et plus i ligningen, at Eurozonen samlet kommer til udvise en vis form for økonomisk vækst, om end ikke sprudlende.

Dette er stadig min vurdering, men hvis jeg ser på hvorledes jeg i stigende grad har haft fokus på Eurozonen de seneste 12 måneder, også her i klummen, så er det et udtryk for min stigende bekymring over udviklingen. Kinas økonomi vokser f.eks. mindre end den har gjort, men Eurozonen er på vej ind i en regelret økonomisk krise af svær kaliber, og samtidig den mest bekymrende sammenlignet på globalt plan. På trods af, at jeg mener faresignalerne har været tydelige, så er jeg også overrasket over hastigheden i udviklingen i Eurozonen.

Helt naturligt følger spørgsmålet om, hvordan den udfordring så skal løses? Jeg er overbevist om, at den tyske regering helt af sig selv vil udtænke mere økonomisk stimulans, men når jeg ellers ser ned over det europæiske økonomisk / politiske landskab så kniber det gevaldigt med idéer.

Verdens tredjestørste guldreserve har Italien rent faktisk, og som regeringen i Rom siger til pressen, så planlægger man ikke et salg af reserverne, men omvendt virker det som om, at man flirter med den tanke. Finansmarkedet er i forvejen nervøs over udviklingen i Italien og denne slags påhit er benzin på bålet idet guldet tilhører landets centralbank, hvor finansministeriet ville skulle tage guldet fra centralbanken for at sælge guldet. Sådan en situation vil finansmarkedet reagere meget skarpt på, men det er nu heller ikke mit primære scenarie. Det er derimod en generel fantasiløshed om hvorledes Eurozonens økonomi igen bliver sprudlende, i en verden hvor hvert land i verden, i stigende grad, vil fokusere på indenlandsk vækst i servicesektoren, hvilket ikke passer ind i de eksportstærke europæiske økonomier.

Derfor fastholder jeg mit langfristede syn på, at væksten i Eurozonen eventuelt samlet set forbliver positiv, men på et meget lavt niveau. Et land som Italien har nu en dårligere kreditvurdering end efter den globale finanskrise og måske oplever landet, inden for de næste tre år, at få såkaldt ”junk status” for første gang. Naturligvis vil det få en betydning for bl.a. aktiemarkedet, hvor flere banker selv i USA nu forudser et årligt afkast fra aktiemarkedet på 5 pct. om året de næste 10 år frem, og Eurozonen byder på endnu dårligere makroøkonomiske vilkår.

Efter reaktionen fra Klaas Knot at dømme, så er min tro, at ledende personer hos ECB frygter præcis det samme, og i den forbindelse er det nærliggende at se på om ECB har nogle løsninger?

Ifølge pressen er Klass Knots holdning, at lige nu skal man afvente og se. Rimeligvis skal det siges, at dermed mener han ikke længere, at ECB skal hæve renten i år. Hans argument er den faldende inflation (grafik to) der bevæger sig længere væk fra centralbankens målsætning på ca. 2 pct. Desuden bekender Klaas Knot sig som større tilhænger af den kvantitative pengepolitik med en holdning om, at det har hjulpet væksten i gang igen. Dette ligner mange andre udtalelser fra dueflokken i ECB, og det lyder som mere af det samme i årevis fremadrettet – men det er næppe nok til at kickstarte økonomien eller tiltrække investorerne.

Klik her for modtage vores “Økonomisk Spotlight” og læs vores vurderinger af finansmarkedet ligesom tusinder af andre gør rundt om i verden.

Leave a Reply