DEUK
contact@lundgreens.com
+45 70 26 88 55

Enden er nået for pengepolitikken

Enden er nået for pengepolitikken

///
Comment0
/
Categories

Teaser: Specielt den amerikanske centralbank har været særdeles aktiv i marts måned i forsøget på at dæmpe panikken på finansmarkedet, hvor nogle tiltag er gode og andre virker ikke mere.

Det er naturligt, at centralbanker reagerer på økonomiske kriser og uro på finansmarkederne. Derfor har der i løbet af denne måned allerede været ekstrem aktivitet, hvor især den amerikanske centralbank, Federal Reserve Bank (Fed) har skredet til handling. Dem der husker den globale finanskrise vil også genkende nogle af de initiativer som Fed har taget i løbet af marts. Men denne gang er den amerikanske centralbank hurtigere til at handle, da erfaringerne fra den globale finanskrise stadig er ganske present.

Under finanskrisen i 2008 og 2009 udtørrede dollarlikviditeten simpelthen fordi de amerikanske banker reducerede alle udlån til udenlandske banker og delvis til udenlandske virksomheder. Konsekvensen var, at mange virksomheder rundt om i verden pludselig ikke havde adgang til refinansiering i US dollars, men for at modvirke dette uforudsete problem lavede Fed en række USD-swapaftaler med andre førende centralbanker i hele verden. Via disse USD-swapaftaler kan centralbanker i de store økonomier tilføre deres indenlandske banksystem dollarlikviditet, som igen videresendes til virksomheder, der har behov for finansiering i US dollars. Dette USD-swap-aftalesystem forblev intakt til brug ved den næste krise, hvilket er nu, og blev genbekræftet blandt de førende centralbanker den 15. marts.

Fed har endvidere sørget for, at markedet for virksomheders låntagning via commercial papers fungerer og ikke fryser til, da det er en vigtig finansieringskilde for de amerikanske virksomheder. For at undgå pres på det indenlandske repo-marked afholder centralbanken nu 2 auktioner om dagen i stedet for en, også for at sikre rigelig likviditet i banksystemet.

I den perfekte verden var disse initiativer blevet gennemført en uge tidligere. Men det er dog hurtigt, at disse meget vigtige operationelle tiltag i det amerikanske pengemarked er kommet på plads, og det skal Fed samt de øvrige centralbanker have oprigtig ros for. Det bidrager stærkt til, at sunde virksomheder og banker ikke kollapser på grund af en pludselig likviditetsmangel. Disse operationelle handlinger repræsenterer samtidig nogle af de vigtige værktøjer som en centralbank tager i brug når turbulensen kommer stormende.

Men de tiltag fra centralbankerne, som mange investorer fokuserer på, er naturligvis de ægte pengepolitiske handlinger. Her er det omvendt min vurdering, at de pengepolitiske aktioner der er blevet gennemført i de sidste uger ikke har fungeret særligt heldigt.

Tirsdag den 3. marts sænkede Fed centralbankrenten med 50 basispoint, hvilket var første gang i mere end et årti, at Fed tog et så stort skridt med en rentenedsættelse på 50 basispoint. Glæden blandt investorerne i aktiemarkedet varede nøjagtigt 15 minutter, og derefter væltede salgsordrerne ind igen, og nedturen på aktiemarkedet fortsatte ganske enkelt.

Det andet forsøg fra Fed kom søndag den 15. marts, hvor Fed sænkede renten med 100 basispoint – et helt procentpoint på én gang. Det er en ekstrem handling fra verdens største centralbank (grafik et), men helt uden effekt og investorerne hamrede fortsat ufortrødent løs på aktiemarkederne.

Efter min mening har den nuværende chef for Fed, Jerome Powell, aldrig rigtig fundet en god kommunikation med Wall Street, og det samme gjaldt for hans forgænger Janet Yellen. Det er ikke en nogen primær forklaring på noget som helst, men Fed burde have vidst, at selv disse ekstreme rentenedsættelser ikke ville stoppe de frie fald på Wall Street.

Da Bank of England sænkede renten med 50 basispoint den 11. marts, lykkedes det næsten at vende aktiemarkedet – i nogle timer, indtil WHO på samme dag erklærede Covid-19-virusudbruddet for en pandemi, og så overtog salgsordrerne endnu en gang.

Årsagen til, at Mark Carney fra Bank of England gjorde et bedre stykke arbejde end hos kollegerne i Washington, vurderer jeg er fordi det blev koordineret med offentliggørelsen af finanspolitiske lempelser fra den britiske regering. Det er fortsat min klare opfattelse, og jeg kan kun gentage, at den eneste redning for økonomier er at ledsage, nye tiltag mod spredningen af ​​Covid-19 virussen, med statslig støtte der dækker de økonomiske tab som de politiske beslutninger koster.

Dette forhold er nu ved at gå op for regeringer rundt om i verden, at man har ”overset” den økonomiske udligning når regeringer abrupt lukker ned for hverdagen (en af de første målbare reaktioner ses i grafik to).

Selv den amerikanske regering placerer formentlig nu en virkelig stor indsats på bordet for at undgå en depression i økonomien, og meget rigtigt, måske endda at uddele penge direkte til borgerne idet en stor gruppe ikke har nogen indkomst i tilfælde af arbejdsløshed. Men endda sådan en finanspolitisk bazooka i USA er muligvis ikke nok, så selv den amerikanske præsident Trump kan blive tvunget til at sige, at den amerikanske regering åbner statsbudgettet helt og vil bruge alt hvad der skal til for at holde den økonomiske vækst intakt.

Det er en meget høj pris at betale for de forholdsregler som der kan opstå ønsker og krav om, men det rigtige er i givet fald at bruge finanspolitikken / statsbudgettet, og ikke pengepolitikken med forspildte rentenedsættelser som Fed har gjort.

I en krisetid vil en centralbank altid sørge for, at der er rigeligt med likviditet, hvilket er korrekt at sørge for. Men almindelig pengepolitik, som f.eks. rentesænkningerne i marts, kan slet ikke bruges til at afbalancere enorme økonomiske indgreb – men nu har centralbankerne i USA, Japan, Eurozonen og Storbritannien malet sig op i et nulrentehjørne, og det føles som det er slutningen på den klassiske pengepolitik der er nået, og krudtet er sluppet op.

Tilbage er den såkaldte kvantitative pengepengepolitik, som Den Europæiske Centralbank nu griber til, idet man onsdag den 18. marts annoncerede et 750 milliarder euro stort opkøbsprogram for obligationer, og Fed der den 23. marts reelt har sagt, at man køber hvad der skal til for at redde økonomien.  I Europa er det er naturligvis primært fordi lande som Italien der får behov for at øge statsgælden signifikant, og på det forkerte tidspunkt er det ikke længere sikkert, at investorerne har den nødvendige appetit for statsgæld udstedt i Rom – hvis det sker så udvikler krisen sig til en katastrofe.

Klik her for modtage vores “Økonomisk Spotlight” og læs vores vurderinger af finansmarkedet ligesom tusinder af andre gør rundt om i verden.

Leave a Reply