DEUK
contact@lundgreens.com
+45 70 26 88 55

Single Blog Title

This is a single blog caption

ECB – En centralbank i stormvejr

///
Comment0
/
Categories

Teaser: Centralbanken for Eurozonen er i øjeblikket udsat for voldsom diskussion – måske det ligefrem er et tegn på en dysfunktionel monetær union.

De sidste to uger har været stormfulde for Den Europæiske Centralbank (ECB). Protokollen fra det øverste Styrelsesråds møde viser, at der er en voksende uenighed om den fremtidige monetære politik hos en af ​​verdens vigtigste centralbanker.

Desuden har tidligere og meget højtstående medlemmer af Styrelsesrådet i et offentligt memorandum udtrykt deres utilfredshed med, at den kvantitative pengepolitik (QE) nu tages i brug igen. Den seneste udvikling i dramaet er et temmelig langt indlæg fra ECBs tidligere præsident Jean-Claude Trichet. Hele diskussionen kan naturligvis bunde i gamle tvister, der nu endelig bryder ud, men det er en usædvanlig debat der omgiver en centralbank, og det vil bestemt også få opmærksomhed i finansmarkedet fremadrettet.

Siden ECB tiltrådte QE gruppen af ​​centralbanker, har jeg været kritisk over for dette skridt da jeg argumenterer, at QE skaber flere problemer i Europa end man løser ad den vej. Som den tidligere ECB-præsident Trichet meget præcist udtrykte det i sine kommentarer, skal økonomisk vækst oprinde fra politiske initiativer og reformer. En centralbank kan simpelthen ikke redde den økonomiske vækst via pengepolitikken. Som grafik et viser, er den globale vækst lige nu i et relativt stejlt dyk, hvor det er umuligt for centralbanker at korrigere en sådan udvikling.

Efter min mening var det en fejltagelse fra ECBs side at overtage rollen som redningsmanden af den økonomiske vækst i Eurozonen. Resultatet er, at ECB nu er fanget i en situation med en økonomi der nærmer sig lavvækst, man fører allerede en ekstrem pengepolitik og står over for en voksende intern uenighed om den pengepolitiske retning – dette er tæt på en katastrofal situation for en af ​​verdens førende centralbanker, og det bør selvfølgelig bekymre investorerne vedrørende de langsigtede udsigter for Eurozonen.

En anden stressfaktor der påvirker ECB, kan ganske enkelt være den opgave som centralbanken primært har. Det er forståeligt, hvis ECB føler sig udfordret af at holde inflationen tæt på, men under, 2 pct. i den nuværende økonomiske verden med lav inflation. Dette mål er pt. urealistisk i en åben Eurozone økonomi der er en del af en globaliseret verden med overskydende arbejdskraft, energi og produktionskapacitet – hvor skal inflationen komme fra?

Jeg mener desuden, at man kan diskutere om inflationsmålet giver mening med en BNP-vækst der måske endnu er over én pct., men åbenlyst er på vej længere ned.

Under sådanne økonomiske omstændigheder er det naturligt at være mere afslappet omkring inflationsmålet på de to pct. Signifikant vigtigere er dog, at en centralbank forbliver uafhængig og fastholder dens fokus på pengepolitikken, og ikke bruge pengepolitik som en erstatning for politiske reformer.

At bruge QE betragter jeg som et meget ekstremt indgreb i de finansielle markeder, altså en særdeles kraftig intervention. Men en intervention fungerer kun, hvis et finansmarked af en eller anden grund er landet i en klart forkert prisfastsætning eller lignende. Dette er ikke tilfældet i Eurozonen, da det er økonomien der er afsporet men, hvor nogle hævder, at QE hjælper økonomien tilbage på sporet, men jeg støtter dog som nævnt ikke denne vurdering.

Tværtimod har jeg aldrig hørt et godt argument fra en centralbank, der forklarer, hvorfor renterne skal være lavere end inflationen, der jo længe har været omkring en pct. i Eurozonen. Konsekvensen af den ekstreme monetære politik i Europa medfører betydelige negative realrenter, hvilket nu er blevet en generel europæisk udfordring med de lave centralbankrenter i Europa (grafik to).

Dette favoriserer låntagere, som f.eks. den italienske regering, men straffer for eksempel europæiske pensionssparere, da de er nødt til at spare endnu mere op og forbruge mindre, grundet af de negative realrenter. Jeg argumenterer, at situationen er kommet så vidt som den er, fordi ECB involverede sig i at redde økonomien i stedet for at fokusere på at føre en passende pengepolitik.

Når jeg ser på det nye kommende præsidentskab for ECB, ser jeg simpelthen, at der kommer mere af det samme, hvilket understreger risikoen for, at ECB bliver endegyldigt fanget i sin egen fælde, hvilket investorer verden rundt også vil følge.

Man kunne hævde, at ECB bare gør, hvad de nu har gjort i en lang periode, og sådan er det. Men verden forandrer sig hele tiden, og derfor kommer “at gøre det samme” en dag i konflikt med “ændringer”. Dette er kendetegnende for finansmarkederne, at ”ændringer” altid vinder, fordi ”ændringer” grundlæggende repræsenterer dynamikken og de evigt igangværende ændringer i verdensøkonomien.

”Ændring” kan betyde, at selv ECB en dag vil acceptere, at euroen og Eurozonen ikke fungerer som forventet. For at revitalisere den økonomiske vækst i euroområdet igen, er mit bedste langfristede bud, at euroen skal adskilles i en nord- og sydeuro. Den nordlige vil naturligvis være den stærkeste, men det vil bane vejen for at flytte vækst og konkurrenceevne til den sydlige del af Eurozonen.

Det vil lave en masse larm og er måske ikke det, som investorer forventer af “De Brølende 20’ere”, der står for døren. På lang sigt opfatter jeg det ikke som et umuligt resultat på grund af de tiltagende og store økonomiske vækstudfordringer som Eurozonen står overfor. Da ECB alligevel måske bliver mindre optaget af den inflation der ikke er der, får man tid til at bevise, at centralbanken kan styre to valutaer, nord- og sydeuroen – det er tid til alternativ tænkning.

Klik her for modtage vores “Økonomisk Spotlight” og læs vores vurderinger af finansmarkedet ligesom tusinder af andre gør rundt om i verden.

Leave a Reply